Nobels fredspris gik til Grameen Bank og dens stifter Muhammed Yunus. Det er en anerkendelse af banken og dens virksomhed for nogle af verdens allerdårligst stillede. Men det er også en anerkendelse af værdien af social innovation. Og det er meget opmuntrende.
Det er første gang, prisen er gået til en social innovation. For der er ikke tale om en almindelig bank, der blot har gjort noget ekstra for de fattige. Der er heller ikke tale om traditionel velgørenhed. Der er tale om en ny ide, en ny vision og en ny praksis for, hvordan man med udgangspunkt i bankvirksomhed kan fremme udvikling og social kapital blandt nogle af verdens allerfattigste mennesker: Kvinderne i Bangladeshs landsbyer.
Grameen Bank er så forskellig fra andre banker, at det næsten er misvisende overhovedet at kalde den en bank. Dens kerneaktiviteter er ganske vist at låne penge ud og tage imod opsparingsindskud. Men dens øvrige principper og praksis ligner mere en social bevægelse end en kommerciel bank. Og dog løber banken rundt kommercielt, og den ekspanderer sin virksomhed fra år til år.
Det gør den på baggrund af en innovativ tilgang til udlån, der grundlæggende er baseret sig på en vision om at eliminere fattigdom. Det er ikke formålet at tjene penge, men at fremme frisættelsen af det potentiale af kretivitet og energi, som ligger gemt i alle mennesker. Og samtidig at fremme skabelsen af fællesskaber, som kan styrke evnen til selvhjælp og udvikling af bedre livsvilkår.
Det bærende for Grameens virksomhed er en ide, en tankegang og en metode til at mobilisere og udvikle menneskeligt potentiale på nye måder.
En af Grameens væsentligste innovationer hedder mikrokredit. Siden sin oprettelse i 1976 har Grameen Bank gjort mere end nogen anden institution for at udbrede begrebet mikrokredit, både i sin egen praksis og i sit hjemland Bangladesh, og efterhånden også i andre lande og gennem andre institutioners efterligning. Mikrokredit er långivning til mennesker, der ikke er i stand til at stille sikkerhed. Som stifteren professor Muhammed Yunus siger, så er normal bankvirksomhed baseret på, hvad folk allerede har anskaffet sig. Grameen ser i stedet på, hvad folk potentielt kan præstere i fremtiden. Med lån til f.eks. en kultivator, en kunstvandingspumpe, en pickup eller en båd, kan fattige mennesker skaffe sig en indtjening, som dels sætter dem i stand til at betale lånet tilbage, og dels – og vigtigst – sætter dem i stand til at hjælpe sig selv ud af fattigdommens onde cirkel. Lånene er små beløb på måske kr. 500 eller 1000 kr., som betales af med små ugentlige afdrag.
Grameen målretter lånene mod kvinder. Den stiller som en betingelse, at låntageren er en del af en gruppe på mindst fem personer. Der er ingen juridiske dokumenter tilknyttet lånet, og der er ingen sanktioner overfor dårlige betalere. Låntagergrupperne har til formål at støtte hinanden, men der er ingen forpligtelse for gruppens medlemmer til at hæfte for et medlem, der ikke betaler afdrag. Grameen tilskynder til at man organiserer sig i sådanne fællesskaber, og til at man vedtager og efterlever nogle retningslinier, de såkaldte ”16 beslutninger”. De er snusfornuftige ideer, der handler om at sørge for uddannelse til børn og unge, sikre adgang til rent drikkevand, dyrke og spise grønsager, begrænse antallet af børn, holde miljøet rent, sikre ordentlige sanitære forhold, sikre gode boligforhold og tilsvarende ting.
Chris Evers. chris@inspirum.dk
